Forbrugernes optimisme falder. Tykke koster 14 milliarder. Flertal for obligatorisk mærke på mad. Grøn energi kan koste staten 700 millioner. Kulørte grøntsager hitter. BRYGGERIERNE: Ingen advarsel på dansk øl.

 

FORBRUGERNES OPTIMISME FALDER.

Ifølge Danmarks Statistik faldt den samlede indikator for forbrugertilliden fra 7,9 i maj til 8,6 i april, hvilket betyder, at de danske forbrugere ser lidt mindre lyst på fremtiden. "Renset for sæsonudsving faldt forbrugertilliden dog til det laveste niveau i næsten to år. Forbrugerne må generelt siges fortsat at være relativt optimistiske, men den vigende tendens i forbrugertilliden ligger dog godt i tråd med vores forventninger om en mere afdæmpet udvikling i privatforbruget i år, trukket ned af de stigende renter og den mere afdæmpede udvikling på boligmarkedet," skriver Jes Asmussen, chefanalytiker i Handelsbanken. Ritzau.

 

TYKKE KOSTER 14 MILLIARDER

Danskernes manglende motion og kostvaner er dyre. En rapport fra Sundhedsministeriet viser, at de svært overvægtige kostede 14,4 milliarder kroner i 2004. De svært overvægtige koster især mange penge, fordi de oftere er syge. I 2004 kostede sygefravær 1,6 milliarder kroner, mens permanent arbejdsophør kostede 11,7 milliarder kroner. Berlingske.

 

FLERTAL FOR OBLIGATORISK MÆRKE PÅ MAD

Socialdemokraterne vil stemme for Enhedslistens beslutningsforslag om at pålægge regeringen at arbejde for et obligatorisk ernæringsmærke. Det skyldes, at forbrugerministerens og regeringspartiernes støtte til et frivilligt nordisk ernæringsmærke ikke er helhjertet. Socialdemokraterne havde ellers i et bidrag til betænkningen i Folketinget tilkendegivet, at partiet ville undlade at stemme for Enhedslistens forslag. Men da forbrugerministeren ikke svarede kontant nok på partiets krav om at indlede forhandlinger med de øvrige nordiske lande fra Folketingets talerstol, ændrede S sit "undlader" til et "ja". Regeringspartierne bad om at få forslaget tilbage til behandling i Folketingets fødevareudvalg ved udsigten til at få et flertal imod sig. Dermed skal partierne drøfte forslaget endnu en gang før den endelige afstemning i folketingssalen. URBAN.

 

GRØN ENERGI KAN KOSTE STATEN 700 MILLIONER

Staten kan miste op til 700 millioner kroner om året i tabte afgiftsindtægter, hvis Folketinget vælger helt at frigøre brugen af miljøvenlig biomasse i den decentrale fjernvarmeforsyning. Det vurderer Anders Larsen, direktør for Institut for Miljøvurdering (IMV). Konklusionerne fra IMV's rapport kommer samtidig med regeringens forhandlinger med Folketinget om en ny energipolitik, hvor ambitionen er, at 30 pct. af energi-forsyningen skal være baseret på vedvarende energi i 2025. Børsen.

 

KULØRTE GRØNTSAGER HITTER.

Forbrugerne kan snart se frem til at skulle vælge brune, lyserøde og grønne tomater såvel som andre grøntsager i nye former. Landets største tomatproducent, fynske Alfred Pedersen & Søn, har i øjeblikket 35 tomatsorter på prøve, da interessen for grøntsager i nye farver nærmest er eksploderet, siden Netto lancerede lilla gulerødder i 2004. Men selv om de mangefarvede grøntsager i nogens øjne kan have et giftigt udseende, er de ofte mere naturlige, end de produkter vi er vant til at se i supermarkedernes grøntafdeling. Fyens.

 

BRYGGERIER: Ingen advarsel på danske øl

Bagsiden af danske ølflasker skal ikke klistres til med oplysning og advarsler. Det fastslår Bryggeriforeningen, efter beslutningen om at indføre en ny alkoholpolitik i England, hvor advarsler på øl- og alkoholflasker bliver virkelighed mod slutningen af 2008. 
Bryggeriforeningen, der er brancheorganisation for bryggerier og tapperier i Danmark, er tøvende overfor at kopiere ideen. "Det er meget sympatisk, men vi tror ikke det vil have nogen stor effekt. Vi har genstandsmærket alkohol i Danmark gennem mange år og er langt foran i forhold til andre lande", lyder det fra Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen, til politiken.

 

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?