Danske Slagterier har sendt 12 førende politikere i køkkenlære 
Opskriften på "valgflæsk" figurerer ikke i næste års kalender fra Danske Slagterier. Til gengæld bliver der mulighed for at opklare, hvad 12 prominente danske politikere dur til i køkkenet, når der står svinekød på menuen. F.eks. hvordan Ritt Bjerregaard laver æbleflæsk, eller hvordan fødevareminister Mariann Fischer Boel stopper en medister med bl.a. trøfler. Ministeren mener, at forbrugerne udtrykker tillid til deres slagter, når de køber medister og har ligefrem skabt et "medisterindeks", som kan måle forbrugertilliden.

Ud over fødevare­ministe­ren er alle politikerne hentet fra Folketingets Fødevare­­udvalg. De har med andre ord indflydelse på, hvad danskerne har at vælge imellem, når det gælder råvarer. Deltagerne tæller ud over de to oven­nævnte bl.a. Keld Albrecht­sen, Helge Adam Møller, Elisabeth Arnold og Henrik Dam Kristensen.

De 12 politikere er blevet matchet med en række af landets førende køkken­­chefer, bl.a. Rasmus Grønbech, Michael Koch, Mikkel Maarbjerg og Jens Vestergaard. Og forde­lingen er sket helt uden skelen til politiske over­bevis­nin­ger. I teams på to har kokke og politikere udfordret sig selv og hinanden i restaurant­køkke­ner over hele Danmark.

I hvert team har kokkene valgt en måned blandt de mange udskæringer af svinekød, fx Filet Royal, mørbrad eller skank. Opgaven har herefter været at udvikle to retter baseret på årstidens råvarer. En goumet-ret, udviklet af kokken til dem, der har lyst til at prøve kræfter med den højere gastronomi. Og en mere folkelig version som politikeren har stået bag. Kalenderen har på den måde spændingen mellem de trendy grisekæber og den klassiske kotelet i fad - og netop spændvidden er tænkt som inspiration i danske køkkener, uanset hvor ferm man er ved komfuret. Med tilsætning af politikere er opskriften for kalenderen ændret i forhold til sidste år. Målet er at forny formen for at give ekstra inspiration til danskerne, så de opdager, at svinekød er mere og andet end koteletter og flæskesteg. Svinekød byder nemlig på mange forskellige udskæringer, som sammen med årstidens grøntsager kan gøre en weekend- eller festmiddag til en ny og spændende smagsoplevelse.

Det er over 40 år siden, at Danske Slagterier begyndte at udsende en årlig kalender. Siden hen er der sket meget. Især siden landets bedste kokke tog udfordringen op og begyndte at udvikle opskrifter til Danske Slagterier. I dag er det fx. sædvane, at de prominente restauranter har svinekød på menuen. Og vælger de også at lade sig udfordre af årets kalender, kan der fx komme til at stå "braiseret grillet grisenakke med rabarberchutney, salat og spidskål" eller "roulade af svinekæber og hummer" på menukortene i løbet af det næste år.

Kalenderen kan købes på www.15opskrifter.dk eller bestilles på 45 95 01 25. Den er illustreret med billeder fra madlavningsdysterne, ligesom alle retter serveres i appetitlige fotos. Prisen er 19,75 kr. + porto.

Yderligere spørgsmål kan rettes til: Marketingchef Helle Nedergaard på tlf. 3311 6050 eller 4098 3676

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?