Der er etableret en ny satsning i den danske fødevarebranche, som består af et samarbejde mellem fem herregårde: Schackenborg (kartofler), Frijsenborg (kyllinger), Wedellsborg, Gyllingnæs (mælk) og Constantinsborg.
Det bekræftede prins Joachim - langt fra de danske middagsborde - på et pressemøde i de Forenede Arabiske Emirater og oplyste, at det nye varemærke bliver "De 5 Gaarde".
"De fem gårdes koncept er stordrift og forædling af fødevarer på samme tid skabt med moderne forretningsmetoder."
"Indtjeningen i dansk landbrug er faldende og stærkt under pres, men vi mener, at det stadig er muligt at finde nye udviklingsmuligheder", sagde prinsen.
I flere år har tidligere fødevareminister Ritt Bjerregaard formået at få pressen til i mangfoldige artikler at skrive om de "fremragende" æbler fra hendes æbleplantage. Og senest har kokken Claus Meyer købt en æbleplantage på Lilleø. Også her har pressen skrevet vidt og bredt om hans æbler og blommer. Prins Joachim har fået megaomtale af sine nuttede små kartofler, som sælges i udvalgte forretninger.
Så er spørgsmålet: Er pingernes produkter bedre end andre frugt- og kartoffelavleres?
Vi har ved flere lejligheder smagt æbler fra Ritt Bjerregaards plantage, og vi har for nylig været på besøg på Claus Meyers plantage og på de to andre æbleplantager på Lilleø. Besøget var en stor oplevelse. Vi har også smagt prinsens kartofler, og fælles for såvel æblerne som kartoflerne er, at de prismæssigt er dyre.
Med hånden på hjertet mener vi ikke, at hverken æblerne eller kartoflerne udmærker sig ved bedre smag eller kvalitet end så mange andre danske æbler og kartofler.
Det der kan slås fast er, at såvel de nævnte produkter som dansk frugt og grønt i bredeste forstand er fin kvalitet.
Grøntsager sælges nu om stunder som aldrig før. MEALS har ved flere lejligheder i forbindelse med artikler (artikelindeks 15/9 2000) bragt statistik over salget fra 1940 (tidligere højeste forbrug) og fremefter. Med fastsættelse af forbruget i 1940 til 100, så var det i 2000 104 og vore beregninger viser, at man i 2005 vil nå mellem 106 og 107.
- Desværre har vi ikke fået lagt oversigten ind under statistikker, men det vil ske i løbet af kort tid.
Danmark har i generationer haft knalddygtige frugt- og kartoffelavlere, som forbrugerne kan have stor tillid til, når de køber ind.
Det er ikke en selvfølge, at produkter frembragt af nok så kendte personer automatisk er landets bedste.