Functional food er et begreb, som har fået stadig mere opmærksomhed både i forbrugerkredse og inden for levnedsmiddelindustri og –forskning. Det handler om levnedsmidler med specielle sundhedsegenskaber. Udvikling af functional food og regler omkring disse produkter er kommet længst i Japan.

Markedspotentialet er størst i USA. I de nordiske lande foregår en intensiv forskning og udvikling, når det gælder functional food og enkelte produkter er allerede på markedet.

Functional food er levnedsmidler, som indeholder særlige fordele set fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Det kan være levnedsmidler med naturlig forekomst af helbredsfremmende stoffer eller levnedsmidler, hvor sådanne stoffer er tilsat, eller hvor den naturlige forekomst er øget.

Interessen for helbredsfremmende levnedsmidler begyndte at spire allerede i halvtredserne. Dengang gjaldt det om at producere og emballere levnedsmidler med bevarelse af næringsindholdet og med appetitvækkende smag og indpakning.

Halvfjerdserne var præget af, at man ville undgå tilsætningsstoffer i maden, firserne var præget af kaloriefattige produkter og halvfemserne af mindre fedt og kolesterol.

Når det gælder markedsføring og sundhedsargumenter på emballagen, er lovgivningen restriktiv i de fleste lande. Japan er pioner i den henseende, og der har man definitioner for klassificering af funktionelle levnedsmidler.

I USA kom der i 1994 en ny lov, som åbner nye muligheder for markedsføring. I Sverige finder man fx den bærbaserede drik ProViva, i Danmark Gaio yoghurt og i Finland finder man Gefilus mælkeprodukter samt Benecol margarine, som sænker kolesterolindholdet i blodet.

Norden ligger langt fremme, når det gælder forskning og udvikling inden for functional food. I det nordiske forskningsprogram for levnedsmiddelindustrien NordFood har der været gennemført nogle meget interessante projekter, som har til formål at øge og påvise de positive sundhedseffekter, forskellige levnedsmidler har. Der har fx været projekter omkring probiotiske levnedsmidler, hydrotermisk behandling af korn samt kræfthæmmende egenskaber i rug.

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?