Ny chef hos Danish Crown i Horsens

Slagteriet i Horsens siger farvel til Carsten Wengel som chef efter tre år. Han bliver erstattet af Jesper Frandsen.

"Vi har i en længere periode ikke været helt enige om, hvordan vi når frem til de aftalte mål for den daglige drift af slagteriet i Horsens. Derfor er vi nu enige om at lade vejene skilles," siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork, om afskedigelsen af Carsten Wengel i en pressemeddelelse.

Jesper Frandsen overtager posten 1. marts og kommer fra en stilling som fabrikschef på slagteriet i Ringsted, hvor han har været¤i knap fem år. Han er uddannet slagter og vil have ansvaret for begge slagterier, indtil der er fundet en ny fabrikschef til slagteriet i Ringsted.

"Jeg har haft fem fantastiske år på Sjælland, men muligheden for at stå i spidsen for Danish Crowns største slagteri og samtidig komme tættere på vores familie i Jylland kunne jeg simpelthen ikke sige nej til," siger Jesper Frandsen i sin meddelelse.
 
 
Hver femte danske kreatur- og mælkeproducent risikerer lukning

Tørken i 2018 trak de sidste resurser ud på mange danske landmænd og kvægproducenter. 19,4 pct. er nu ramt af høj gæld og underskud på likviditeten, viser nye tal fra landbrugets videnscenter, Seges. Efter et særdeles vådt 2017 var den lange og tørre 2018 sommer endnu et besværligt år for de mange pressede danske landmænd.

Ifølge nye tal fra landbrugets videnscenter, Seges, som ifølge JV.dk blev fremlagt på en kvægkongres i Herning mandag, har næsten hver femte af de danske kvægbrug, 19,4 pct., både en høj gæld og underskud på likviditeten!

"Vi har temmelig mange bedrifter, som har en udfordring med høj gæld. Nogle vil desværre komme til at forlade vores erhverv, mens andre vil gennem øget produktivitet og med hjælp fra politiske resultater, hvor vi skal have fjernet nogle skatter og afgifter, kunne løfte sig over i den gruppe, hvor de stadig har en gæld, men kan skabe et likviditetsoverskud og vise, at deres produktivitet er intakt. Så kan de selv arbejde sig ud af krisen," siger Christian Lund, formand for kvægproducenterne i Landbrug & Fødevarer.
 
 
Stegt flæsk som flymad

Mere end seks måneders fuldtidsarbejde og utallige prøvesmagninger hos en kritisk ledelse i Singapore Airlines og Gate gourmet ligger bag den første portion med stegt flæsk, som Kokkeriet snart lancerer. Kokkeriets køkkenchef Morten Krogholm har udvikliet opskrifterne til Singapore Airlines. Det lyder umiddelbart som et dyrt projekt for Singapore Airlines at få en Michelin-kok til at lægge navn til den mad, der snart skal serveres på selskabets fly. Sammy Shafi, der ejer Michelin-restauranten Kokkeriet, har indgået et samarbejde med flyselskabet uden beregning. Planen er at sende stegt flæsk og persillesovs med over Den Bengalske Bugt mod Singapore fra april.

"Det er ikke et forretningsmæssigt træk. Motivationen for samarbejdet og mit personlige håb er at fremme Kokkeriets navn. Dertil er det at vise, at vi kan mere end at ligge på et trygt hjørne nede på Kronprinsessegade med køkkenet lige bag ved os," siger ejeren af den københavnske restaurant til FødevareWatch.

Mellem 60 og 70 pct. af gæsterne, der besøger Kokkeriets restaurant, er udenlandske. En stor portion af dem er asiatiske og med serveringerne på Singapore Airlines er det netop de flyrejsende fra Østen, hvis opmærksomhed Sammy Shafi håber at fange med Michelin-restaurantens flymad.

På alle serveringerne vil Kokkeriets brand fremgå, ligesom Kokkeriet præsenteres i en video på flyvningerne.
 
 
18 kontrolkampagner i 2019

Vildledende markedsføring, kræftfremkaldende stoffer og hygiejne står højt i Fødevarestyrelsen, som i 2019 har planer om at gennemføre 18 kontrolkampagner. De mange kontrolkampagner har til formål at sikre, at der er styr på fødevaresikkerheden, og at danskerne trygt kan spise mad, som de køber ude fra.

"Som forbrugere skal vi kunne stole på, at virksomhederne ikke vildleder, og at de har styr på hygiejnen og fødevaresikkerheden. Derfor er det vigtigt, at Fødevarestyrelsen hvert år udvælger en række områder til ekstra grundig kontrol, så vi kommer hele vejen rundt. Det er med til at sikre, at forbrugerne kan have ro i maven, når de lægger varer i indkøbskurven eller vælger fra menukortet," udtaler miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Blandt andet er de mobile gadesælgere valgt ud til en kontrolkampagne, hvor Fødevarestyrelsen vil gøre mere for at kontrollere, om de er registreret og følger regler om bl.a. hygiejne og sporbarhed af fødevarer.

I en anden af de 18 kampagner vil styrelsen se på, om der i restauranternes retter er de råvarer, som fremgår af menukortet.

Fødevarestyrelsen laver i alt ca. 4500 kontrolbesøg i forbindelse med kampagnerne og vejledning over telefonen til mere end 2000 virksomheder oplyser ministeriet.


PRESSEN & POSTEN
 
28-02-2019 Arla udbetaler den nette sum af knap 2,2 milliarder til ejere. Repræsentantskabet har som ventet vedtaget, at mejerigiganten skal sende næsten 2,2 mia. kr. tilbage sine 11.000 ejere. (MEALS)

28-02-2019 | Halalslagtede dyr skal bedøves, hvis halalslagtet kød skal have EU-mærket "økologisk landbrug". Mærket "økologisk landbrug" finder man ofte sammen med det danske ø-mærke på danske fødevarer, men tirsdag afgjorde EU-domstolen, at halalslagtet kød kun kan være mærket som "økologisk landbrug", hvis dyret er bedøvet inden.¤ Begrundelsen er, at slagtemetoden uden bedøvelse ikke overholder standarderne for dyrevelfærd, som man ønsker for det økologiske mærke i EU. Tidligere har rituel slagtning uden bedøvelse været tilladt i EU på grund af religionsfriheden, men i afgørelsen lægger domstolen vægt på, at det ikke er foreneligt med økologi. I Danmark er halalslagtning uden bedøvelse forbudt. Halalslagtede kvæg i Danmark udgør en stadig stigende andel af eksporten, og for fjerkræ er det ca. 98 pct., der halalslagtes. (MEALS)
 
27-02-2019 | Statsrevisor Henrik Sass Larsen (S) vil på vegne af 
Statsrevisorerne lægge op til en debat om statsregnskabet i folketingssalen. Der vil blive tale om en historisk kritik i forbindelse med Statsrevisorernes anbefaling om at godkende statsregnskabet. Foruden den massive kritik lægger Statsrevisorerne også op til, at regnskabet skal debatteres i folketingssalen. Det er første gang nogensinde, at det sker, og det vil konkret ske ved, at Socialdemokratiets gruppeformand og statsrevisor, Henrik Sass Larsen, går på talerstolen og giver en mundtlig beretning på vegne af Statsrevisorerne. "Det gør vi for at understrege, at nu er det virkelig, virkelig, virkelig alvor. Vi er vrede... det er vi virkelig. Det er en skandale, simpelthen," fastslår den tidliger minister, som med dags forandring nu er fit for fight!! (MEALS)

27-02-2019 | Catering Danmark-formand: Mogens Aaby ærgrer sig over, at han ikke længere skal stå i spidsen for Catering Danmark, hvor han har siddet som bestyrelsesformand siden 2016. (MEALS)
 
26-02-2019 | Danske varer og kendis-samarbejder skal nedbryde fordomme mod Lidl. Tyske varer af dårlig kvalitet: Sdan lyder den mest almindelig fordom, som Lidl kæmper mod. Ved blandt andet at øge andelen af danske varer, der kan udgøre halvdelen af det samlede sortiment! (MEALS)

26-02-2019 | Danish Crown mister stor kunde i Storbritannien. Det trængte britiske datterselskab i Danish Crown har mistet en stor kunde i form af varehuskæden Marks & Spencer, skriver britisk medie. (MEALS)
 
25-02-2019 | Flere sundhedsorganisationer argumenterer endnu en gang for, at kaloriemærkning skal være obligatorisk på kæderestauranter, og et forslag bliver fremsat i Folketinget næste måned. HORESTA mener dog ikke, at det er løsningen, at¤kæderestauranter skal  lave obligatorisk kaloriemærkning af fastfoodprodukter! Det mener dog flere sundhedsorganisationer, og forslaget fremsættes for Folketinget af tre folketingspolitikere fra Alternativet. 
"Der findes gode guidelines til de virksomheder, der ønsker at skilte med energiindholdet i deres fødevarer. Der er dog mange situationer, hvor det ikke er muligt at oplyse energiindholdet præcist, eller hvor det ikke kommunikationsmæssigt er relevant. Desuden er der tilfælde, hvor det vil skabe en uoverstigelig, administrativ og økonomisk byrde", siger Tine Skriver, fødevarechef i HORESTA.

Hun mener desuden, at forslaget stemmer dårligt overens med den øgede individualisering af måltider, og at købssituationerne ændres markant i  forhold til den digitale udvikling i restauranterne.

HORESTA er tillige principiel imod indskrænkning af virksomhedernes ret til at drive forretning i form af forbud mod bl.a. mersalg og dermed deres ret til at sælge fødevarer, som i øvrigt ikke er ulovlige.

I 2016 fik HORESTA medhold i disse synspunkter af den daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Han skrev:

"Jeg er opmærksom på, at en sådan mærkningsordning formentlig ikke er hensigtsmæssig for alle typer af spisesteder. En angivelse af kalorieindholdet kan være en uforholdsmæssig omkostningstung byrde for visse virksomheder. Derfor er jeg enig i, at en angivelse af energiindholdet bør ske på frivillig basis". (MEALS)
Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?