Under overskriften "Hvem er mest videnskabelig uredelig" har MEALS redaktør John Albert Christensen (JAC) skrevet endnu en artikel til den danske miljødebat, der tilmed har fundet sig vej ind til min lokalavis (Lokalavisen for Jægerspris, Skibby og Bramsnæs kommune). JAC konkluderer egentlig ikke, hvem han mener er uredelig, men hans artikel bærer præg af at være en generel svada mod miljøfolk og statens afgiftspolitik snarere end et indlæg om videnskabelig uredelighed. På en vis måde er det måske også godt det samme. Her er nogle udtalelser fra JAC foruden et par af hans andre indlæg på www.meals.dk:
Miljø-værdi-mæssigt ved politikerne naturligvis, at det stort set vil være som at smide de rare "miljøafgifter" lige lukt ud af vinduet at bruge dem på miljø.
MEALS har set nogle tal (red: Miljøstyrelsen), som viser, at årsagen til iltsvind i indre danske farvande skyldes:
- meteorologiske årsager 93%
- kvælstofudledning 4%
- andre årsager 3%
Kyoto-aftalen handlede om et meteorologisk fænomen, som vi - her på jorden - ikke magter at have indflydelse på. Fx er det værd at bemærke, at de to største ozonhuller nogensinde blev konstateret i Norge og på Sydpolen i begyndelsen af 1940'erne.
Dette er stærke udtalelser af en mand, som udtaler sig om videnskabelig uredelighed. Med hensyn til første udtalelse er det vel nok en ordentlig lussing til hele miljøfolket. Som biolog overraskes jeg konstant over den kynisme, vi undertiden tilskrives. Fx at miljøproblemer bevidst overdrives for blot at sikre os en konstant strøm penge. Hvis jeg virkelig var så pengeglad, havde jeg næppe valgt at studere biologi. Omvendt er det vel pengeinteresser, der er grundlaget for de ofte meget skarpe udtalelser fra fx. landbruget angående miljøspørgsmål?
JAC anfører senere, at de ca. 10 % af afgifterne, som rent faktisk gives til miljøformål, går til at holde "afgiftsgryden i kog", idet miljøfolket derved sikres arbejde, kan tage på konferencer, være kritiske, m.v. Er det ikke udmærket, at de har arbejde? Det er jo trods alt dem, der (modsat JAC) er eksperter på miljøspørgsmål. Eller mener JAC mon, at miljøfolk er "hjernevaskede"? Selv husker jeg min naturvidenskabelige uddannelse, som en udvikling af kritisk sans - fx skal vi altid kunne bakke udtalelser op med beviser fra pålidelige kilder.
Straks kommer vi til JACs andet citat, hvor iltsvindet hovedsaligt gøres til et meteorologisk problem (red: Miljøstyrelsen). Pointen med dette citat er dog navnlig, at JAC ikke anfører sin kilde, og det er videnskabelig uredelighed, hvad enten tallene er rigtige eller ej. Hvad dækker de 93% for øvrigt? Dækker tallet fx over ekstreme tilfælde af nedbør, som udvasker mere kvælstof? I så fald er problemet jo ikke blot et ukontrollabelt meteorologisk problem, men knytter sig også til mængden af kvælstof i jorden. Iltsvindet kunne givetvis reduceres, hvis der var bredere bræmmer omkring åer og vandløb, hvor vegetationen virkede som et slag filter for næringsstoffer. Ville det ikke være bedre at undersøge dette, end at forsøge at overbevise hinanden om, at iltsvind er naturligt forekommende, eller at vi som mennesker nok kan lære at leve med det?
Til sidst JACs måske dårligste argument. Hvad handler Kyotoaftalen om? For det har jo intet at gøre med ozonhullet, hvilket JAC ellers anfører. Det er måske hinsides videnskabelig uredelighed slet ikke gide at sætte sig i sagerne. Kyoto drejer sig om vore CO2 udledninger. Afbrændingen af fossilt brændstof fører til en ophobning af CO2 i atmosfæren. Da CO2 lader Solens kortbølgede stråler passere uhindret, men reflekterer de langbølgede varmebølger fra Jordens overflade, fører det til en øget mænge varmestråling i atmosfæren. Her vil jeg gerne erkende, at der har været betydelige overdrivelser i miljødebatten - fx husker jeg det sagt, at verdenshavene ville stige med 60 meter i løbet af 100 år. Men de største anslag mod sådanne påstande er jo kommet fra andre miljøfolk, som forbedrer klimamodellerne - for det drejer sig jo ikke om løse påstande og meninger, men om videnskab. Og vi har vel videnskabsfolk til at føre... videnskab.
Jeg kan ikke påvise, at det at storken ikke længere yngler i Danmark er et problem for funktionen af landets økologi. Jeg kan heller ikke umiddelbart påvise, at nedgangen i antallet af insektarter fører til en mærkbar forringelse af fx bestøvningen af landets plantearter. Men det kan bekymre mig, om det på sigt har en betydning. Bevarelsen af vort dyre- og planteliv burde være en selvfølge mener jeg, ikke blot på grund af forsigtighedsprincippet, men også fordi det etisk set er forkert at udrydde landets biologiske arv. Vi har tilmed bundet os til dette på den internationale scene - og det var vel omtrent det mindste vi kunne gøre, idet vi har mindre end 1% natur tilbage. Alligevel mister vi plante- og dyrearter. Det mener jeg ikke vi behøver at gøre. Ej heller har jeg som biolog en skjult dagorden, hvorved Danmark skal omdannes til en naturpark, for jeg mener godt, at vi kan tilgodese naturhensyn og økonomiske hensyn. Lige nu tilgodeses hovedsaligt de økonomiske hensyn.
