København vil ikke længere forbeholde gader og stræder til den ærkedanske pølsevogn. Nu skal der også være plads til fx kebab-vogne, skriver MetroXpress.
Pølser har været den eneste slags fastfood, som bygge- og teknikerforvaltningen i København har givet tilladelse til at sælge fra vogne og stadepladser i de københavnske gader. Borgerrepræsentationen behandler sagen torsdag, og forvaltningen foreslår, at der kommer til at gælde de samme regler for andre typer vogne, som der allerede gør for pølsevogne. Det vil sige, at det fortrinsvis er handicappede, som kan få en stadeplads, og at man skal have næringsbrev, samt at vognen kommer til at se ud på en bestemt måde.