For nogle år siden åbnede en driftig og visionær person en økologisk butik i en større by på Sjælland. For, som han sagde, man hører fra alle sider morgen, middag og aften om økologiens storslåede fremtid, og derfor må konceptet være lige til højre fod, og måske ligefrem starten på en ny landsdækkende butikskæde.
Men ét var drøm ét andet var virkelighed, for allerede kort efter åbningen af økobutikken måtte indehaveren hen i sin bank for at søge forstærkning. Bankbestyreren sagde, hvor er du blevet solbrændt, hvortil butiksindehaveren svarede, det er fordi, jeg næsten hele dagen står i butiksdøren og spejder efter kunderne. Kort tid efter lukkede den økologiske dødssejler.
Nu er Danpos skrabekylling også væk fra butikkerne. Dette fortræffelige produkt så dagens lys i 1995, og selvom Danpo rosværdigt holdt ved længe, så måtte de konstatere, at der ikke var kunder nok til deres kvalitetsprodukt. Forbrugerne siger ét; men køber noget andet.
Forleden aften fortalte professor ved Handelshøjskolen i København, Suzanne Bechmann i fjernsynet, at hun havde udarbejdet en rapport betalt af Miljøministeriet om økologiens vækst i det danske samfund. Hun fortalte samtidig, at hun var ivrig økolog specielt for sundhedens skyld, uden dog, som det er typisk for denne livsstilstilhængere, at komme nærmere ind på dokumentationen om sundheden. Hendes rapport mundede ud i, at den økologiske vækst i de kommende år kun ville gå langsomt fremad. Over en ti årig periode mente hun, det kunne dreje sig om fra de nuværende 5% til 10% af markedet. Det er en prognose, som falder stik imod flere andre undersøgelser, som i stedet for stigning regner med en halvering. Vi ønsker bestemt ikke at skyde Suzanne Bechmann usaglige motiver i skoene; men sponserede rapporter, et emne som MEALS skrev om i en artikel i ugebrev 30/2001 og med stor respons og debat fra læserne, får nemt en grad af tvivl over sig.
I generationer har netop Danmark været et imponerende landbrugsland, som fremstillede produkter, der var kendt, anerkendt og efterspurgt ikke alene fra Gedser til Skagen men over hele verden. I takt med, at landbrugets antal af stemmer til folketingsvalgene er blevet færre og færre, i dag mindre end fx nydanskernes, satser politikerne fra begge sider i Folketinget mindre og mindre på dette erhverv. Fødevareområdet regeres nu om stunder i høj grad af folk, som er bedre til at drive politik end til at vurdere fødevarekvalitet og hvad dertil hører. Ud i fremtiden vil man måske komme til at savne den tid, hvor fødevareindustrien i Danmark udgjorde ca. 25% af såvel den samlede danske arbejdsstyrke, af omsætningen og af eksporten.
Man skal bestemt ikke blankt afvise nye produkter og nye metoder; men når, som det her er tilfældet, nytten af disse nye ideer uophørligt kædes sammen med skatter og afgifter, så bør man vel nok som det mindste have lov til at spørge til lidt dokumentation for de nye produkters påståede sundhed. Eller må man?
Der ønskes bedre dyrevelfærd, og det er fint nok; men Danmark har i over 80 år haft verdens mest restriktive love om husdyrhold. Man skal ikke bare tro, at fordi husdyrene render og hopper ude, så er det det samme som optimal dyrevelfærd.
Mærkning af fødevarerne er også et ofte hørt tema; men mange af de indførte mærkninger bliver ofte ophævet, før tryksværten når at blive tør.
Spørger man folk, så skulle der statistisk være ca. 1½ million forbrugere, som ville købe økologisk; men de er i så fald i stor udstrækning troløse, for ca. 95% af dem fylder sig med alt andet end økologiske produkter. Nu skal der ikke alene skydes på forbrugerne, for kæderne kan bestemt ikke sige sig fri. Ofte er deres præsentation af økovarerne så uinspireret, at det må opfattes, som om de kun fører økovarerne af pligt, for popularitetens skyld, og ikke fordi de hverken her og nu eller i fremtiden har fidus til, at dette sortiment vil udgøre et forretningsmæssigt grundlag. Det kan måske sammenlignes med lån i bankerne til økologisk drift. Vi kender ikke et eneste eksempel, hvor økodrift i sig selv har været grundlaget for lån. Gør du?
Der findes, så vidt vi er orienteret, også politikere i Folketinget, som har landbrug som beskæftigelse. En af de markante er Kresten Touborg (SF), som i årevis har markeret sit Grønne sindelag. Ikke for at snage ville det være interessant, om han ville fremlægge sit regnskab for sin bedrift, så man konkret kunne bedømme rentabiliteten af en grøn gård.
